Det er ikke muligt at lave en fuldstændig liste over alle de typer værktøj, som møbelpolstrere bruger i deres arbejde med polstring og restaurering af møbler.
Der er dog en række gengangere, som findes på polsterværksteder verden over. Værktøj, man ganske enkelt ikke kan undvære, uanset om man polstrer møbler som hobby eller arbejder professionelt.
Her er vores bud på nogle af de mest uundværlige håndværktøjer til både moderne og klassiske møbler samt til restaureringsarbejde.
Værktøj til opmåling og tilskæring
Ved polstring er det nødvendigt at kunne måle og skære materialer som møbelstof, læder eller gjord. Til dette anbefales:
Håndværktøj til montering af møbelstof, gjorde og polstersøm
Til arbejdet med møbelgjorde og gjordsøm er gjordstrammeren og polsterhammeren uundværlige.
-
Gjordstrammeren bruges til at spænde gjordene, hvorefter de fastgøres med gjordsøm.
-
Polsterhammeren bruges til at sømme polstersøm fast. Der findes også specialhamre med plastikende, så sømmet ikke beskadiges. Alternativt kan man lægge stof eller læder over sømmet.
Polstersøm anvendes ofte på klassiske møbler som synlig montering. Til præcist arbejde kan man bruge en sømholder med afstandshuller, som sikrer ensartet placering uden nøje opmåling.
Ved polstring bruges desuden klipsøm og kamsøm til at fastgøre stof og lærred på ikke-synlige steder. Her kan en polsterhammer med magnet være en hjælp, da den holder de små søm på plads, inden de bankes i.
Nåle til håndsyning
Håndsyning er ofte nødvendigt i polstringsarbejde. Her er de mest anvendte nåle:
-
Krumnål
Til syning direkte på møblet, hvor almindelige nåle ikke kan bruges. Fås i flere størrelser samt med skærespids til læder. -
Madrasnål
Lang nål velegnet til syning af knapper i madrasser og hynder. Fås i længder på 15, 20 og 40 cm. Også tilgængelig med skærespids til læder. -
Dobbeltspidsnål
Spids i begge ender med øje til tråd. Gør det muligt at sy frem og tilbage uden at vende nålen. Findes også med skærespids. -
Hæftenåle
Bruges til at holde stof og emner på plads under hånd- eller maskinsyning. De store kaldes også "kødnåle".
Værktøj til klargøring og polstring
-
Hegltand
Til kantarbejde og fordeling af polstringsmateriale. Kan også bruges som syl. -
Opslåerjern
Til fjernelse af gamle klammer og søm. Fås både med slids (til søm og klips) og med flad ende (til kraftigt stof eller limrester). Begge har vinklet ende for lettere afmontering. Arbejd altid i træets åre for at undgå splinter. -
Koben
Et lille, kraftigt koben med slids og buet ende. Bruges som opslåerjern, men kan klare mere krævende opgaver. -
Polsterskævbider
Uundværlig ved ombetrækning. Den skrå bid gør det nemt at få fat i og fjerne klammer. Fås i forskellige størrelser til store og små hænder. -
Gummihammer
Bruges til at slå på brækjern og opslåerjern eller til generelt tilpasningsarbejde. Det bløde hoved gør den velegnet til at adskille møbler og rette polstringsmateriale til.