Hvilke værktøjer skal du bruge til møbelpolstring?

Oprettet d. under HOBBY, BRUGERVEJLEDNINGER

Det er nok ikke muligt at lave en udtømmende liste over de forskellige typer og udgaver af værktøj møbelpolstrere og traditionelle møbelpolstrere bruger til deres arbejde med polstring og restaurering af møbler. 

Men der er uden tvivl en masse gengangere på polsterværkstederne rundt om i verden. For nogle af værktøjerne til møbelpolstring er ikke til at komme uden om, hvis man vil polstre møbler – uanset om det er møbelpolstring som hobby eller professionelt arbejde med møbelpolstring.

Her er vores bud på nogle af de helt uundværlige håndværktøjer til polstring af moderne og klassiske møbler samt arbejdet med restaurering af møbler. 


Værktøj til opmåling og tilskæring:

Hvis man vil arbejde med polstring kommer man nok ikke uden om at måtte opmåle f.eks. møbelstof, møbellæder, gjorde eller andet. Til disse opgaver anbefaler vi:

Målebånd, tommestok, skrædderkridt, ’sølvpen’ til læder, saks og hobbykniv


Håndværktøj til montering af møbelstof, gjorde, polstersøm mm: 

Til arbejdet med møbelgjorde og gjordsøm kommer man ikke uden om at skulle bruge gjordstrammer og polsterhammer. Gjordstrammeren bruges til at stramme gjordene med, og man kan derefter montere gjordene med gjordsøm

Polsterhammeren bruger man også til at sømme polstersøm fast med. Hertil findes der også en specialhammer med en plastikende, så den ikke skader polstersømmet. Man kan dog også lægge et stykke stof eller læder over polstersømmet og så bruge den normale type af polsterhamre. Polstersøm bruges ofte på klassiske møbler til synlig montering af møbelstof. Desuden kan du købe en sømholder med afstandshuller, der bruges til at holde og montere polstersøm med ens afstand uden punktlig opmåling. 

Derudover vil du ved arbejdet med møbelpolstring også  skulle sømme klipsøm og kamsøm i. Disse bruges oftest til at fastgøre stof eller lærred på ikke synlige steder. Til at gøre denne proces nemmere kan du købe en smart polsterhammer med magnet, der kan holde de små søm for dig, så du kan hæfte dem nemt for derefter at banke dem i.  Denne type polsterhammer kan også bruges til de samme opgaver som beskrevet ovenfor.

Nåle til håndsyning:

Ved møbelpolstring og polstringsarbejde kommer man sjældent uden om at måtte sy med hånden. Der findes mange specialnåle til disse opgaver. Her er en liste med de mest essentielle og deres funktion. 

Krumnål: 
Bruges ofte til at sy i emner direkte på møblet, hvor en almindelig nål ikke slår til. Krumnålene kommer i mange størrelser, og hver størrelse har sin berettigelse alt efter hvilket polstringsarbejde, man har gang i. Krumnålene fås også i sæt med flere størrelser. Du kan desuden købe krumnåle med skærespids, som er beregnet til at sy i læder med, da skærespidsen nemmere kan perforere møbellæder.  

Madrasnål: 
Denne nål er en meget lang nål
, der især er velegnet til at sy knapper i madrasser og hynder på møbler. Madrasnålen fås i længderne 15 cm, 20 cm og 40 cm. Nålen er en klassiker til arbejdet med møbelpolstring. Den er skarp i den ene ende og har et stort øje til tråd i den modsatte ende. Fåes også med skærespids tilegnet læder.

Dobbeltspidsnål:
Samme type nål som Madrasnålen, men som navnet antyder er den spids i begge ender. Den har  også et øje til tråd i den ene af enderne. Bruges til at trække tråd igennem emnerne og sy med. Blandt andet skjulte syninger. En dobbeltspidsnål udmærker sig ved, at man kan sy frem og tilbage igennem emnerne uden at vende nålen undervejs. Kan også købes med skærespids til syning i læder og andre hårde materialer. 

Hæftenåle:
De store hæftenåle ’Kødnålene’ og de mindre udgaver af hæftenålene bruges til at holde styr på møbelstoffet og emnerne ved syning i hånd og på maskine. 


Værktøj til polstring og klargøring ved møbelpolstring

Hegltand:
Denne bruges isæt til kantarbejder og bearbejdning af polstringsmaterialet, så det bliver jævnt fordelt. Fungerer også som syl. 

Opslåerjern med og uden slids:
Opslåerjern bruges især til at fjerne gamle klammer og søm fra møbler inden ny polstring. De fås i to udgaver. En med en slids der gør det nemt at få fat i f.eks. polstersøm og klipsøm. Og et opslåerjern med flad ende, der er bedre til at få fat under kraftigt møbelstof og dermed vippe gamle klammer af. Denne kan også bruges til andet oprensning af lim og lignende på møbler før ompolstring. Begge modeller af opslåerjern er med vinklet ende, så det er nemt at afmontere de gamle klammer og polstersøm på møblerne inden restaurering. For at undgå at træet splintrer, skal du så vidt som muligt arbejde i årernes retning på træmøbler.

Koben til møbler og snedkerarbejde:
Et kraftigt koben i lille størrelse med slids. Lidt samme funktion som opslåerjernet har for møbelpolstere, men i utroligt kraftig kvalitet og med en buet ende, som gør, at den er nemmere at ’vippe’ med og som derfor kan klare andre opgaver end opslåerjernet.

Polsterskævbider:
En polsterskævbider er nærmest uundværligt, når man skal klargøre møbler til ompolstring. Denne skævbider har et skrå ’bid’, der gør at man nemt kan få fat i f.eks. klammer og vippe dem ud af møblet. Med vores to størrelser af skævbidere til møbelpolstring kan man købe den rette størrelse uanset om man har en stor eller lille hånd.  

Gummihammer:
Gummihammeren bruges både til at slå på brækjern og opslåerjern med, men kan også bruges på mange andre måder ved polstring af møbler. Det bløde gummihoved på hammeren er rart at have ved hånden, når der f.eks. skal adskilles møbler eller rettes til på faconen på emnerne og polstringsmaterialerne. 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar